breast implant illness

Kvinder fortæller

Her kan du læse private historier fra kvinder, der har gennemgået explant og været ramt af Breast Implant Illness. 
Tak til alle de, der er så modige at dele deres rejse med os! Vi ved, hvor meget det betyder for andre ramte at læse og lære af andre.
Vi vil så gerne have historier fra danske kvinder, så vil du dele din rejse med andre? Så send os en mail på hej@breastimplantillness.se 

Bettinas historie

Josefine

“Jeg føler mig sexet med min nye barm. Også selvom det er en A-skål. Faktisk er jeg så glad for den, at jeg ikke engang gider gå med push-up bh,“ siger Bettina. 

Men for Bettina Koch betyder brysterne ikke længere alt for hendes kvindelighed. Nu ligner hun “sig selv som 16-årig”.

SYG AF IMPLANTATER

Bettina er 53 år og bor i Faxe. Hun arbejder både som privat jordemoder i egen klinik og som jordemoder på Nykøbing Falster Sygehus. Lige siden Bettina var 20 år har små silikonepuder inde under brystmusklen været en del af Bettinas barm og krop. Brystimplantaterne er blevet udskiftet tre gange, indtil de i marts 2019 blev taget ud for bestandigt. Alle implantater har haft en lækage…

Siden midt i 1990’erne har Bettina døjet med dårlige knæ. Senere begyndte en udpræget træthed at sætte ind. Men det var først i september 2018, at Bettina for alvor mærkede, at der var noget helt galt med kroppen.
“Jeg begyndte simpelthen at blive så smadder dårlig. Og jeg kunne slet ikke forstå hvorfor.”

Der skulle gå et halvt år, før hun koblede problemerne til silikoneimplantaterne.

Hverken et langt udredningsforløb med tre forskellige kræftpakker og udtagning af lymfeknuder gjorde Bettina eller lægerne klogere. Blodprøverne var skæve og uforklarlige. Til sidst havde hun så mange smerter i knæ og hofter, at hun næsten ikke kunne gå. 

“Jeg sov flere gange om dagen og kunne stort set ikke passe mit arbejde. Alt muligt var jeg igennem, og ingen kunne fortælle mig, hvad jeg fejlede. Til sidst fik jeg at vide, at det nok var psykisk, at den var galt med mig. ”

HUN FANDt ENDELIG ÅRSAGEN…

Det tog hårdt på Bettina – også på hendes familie, der på et tidspunkt faktisk frygtede, at hun var dødssyg.

“Hun var en slukket kvinde. Der var ikke hele regnbuens farver omkring hende, som der plejede. Hun er ellers en meget smilende kvinde, der er nysgerrig på livet, men det var som om hun nærmest ændrede personlighed,” fortæller Bettinas mand gennem 26 år. 

Selvom Bettina var langt nede, gav hun ikke sådan op. Hun skrev et opslag i en Facebook-gruppe, hvor kvinder deler erfaringer med plastikkirurgi. Hun spurgte, om der var andre med brystimplantater, som havde oplevet hævede lymfekirtler. Ingen svarede på opslaget, men Bettina fik flere private henvendelser fra kvinder, der anbefalede hende at søge om optagelse i Facebookgruppen ‘Breast Implant Illness and Healing by Nicole’. 

Det første, Bettina stødte på inde på gruppen, var et opslag fra en 47-årig kvinde, der havde haft modermærkekræft på brystet. Hun havde været meget syg af sine implantater og havde fået dem fjernet.

“Der brød jeg fuldstændig hulkende sammen og tænkte: ‘Hold kæft, det er jo min historie, det der.’ “

Bettina fordybede sig fuldstændigt i alt, hvad hun kunne finde af forskning og undersøgelser omkring brystimplantater og mulige følgesygdomme. Her kom jordemodererfaringen hende til gode, og hun læste den ene patologirapport efter den anden. Alt sammen på engelsk, da der ikke var nogle danske tekster herom.    

Det tog ikke lang tid, før Bettina besluttede sig for, at nu skulle de silikoneimplantater ud. Først på året i 2019 kørte hun til forundersøgelse i Sverige på klinikken i Hässleholm, som hun havde fået anbefalet af flere kvinder via Facebook-gruppen. I marts 2019 fik hun opereret implantaterne ud.

BETTINAS SYMPTOMER

  • Ondt i knæet siden 1990’erne
  • “I perioder kunne jeg løber 12 km og lige pludselig kunne jeg ikke. Så kunne jeg ikke løbe 1 km, så fik jeg ondt i knæene. Så det er hele tiden noget, der har gået op og ned, men jeg har aldrig nogensinde forbundet det med noget som helst” 
  • Ondt i hofterne de seneste 7-8 år
  • Træthed
  • Her de sidste 10-15 år har haft brug for at sove om dagen.
  • Stress og angst – første tilfælde omkring 25 år siden (igen for 10 år og 4 år siden)
  • Hukommelsesproblemer
  • Vægtøgning de seneste 3-4 år
  • Forværring af symptomer de seneste 3-4 år
  • “Kræfterne til at træne forsvandt. Hoftesmerter tog til. Knæsmerterne blev ulidelige. Pludselig fik jeg rigtigt voldsomme knæsmerter, som gjorde, jeg troede, jeg havde en blodprop i benene.”
  • Syn blev dårligere
  • “Det kom og gik. Lige pludselig kunne jeg have dage, hvor mine briller slet ikke passede. Så kunne jeg tage dem af og se fjernsyn fuldstændig uden problemer”
  • Ondt i leddene
  • Fødder begyndte at gøre ondt
  • Hårtab
    Ondt i maven og problemer med tarmsystemet (mikroskopisk kolitis)
  • Skæve blodprøver
  • Uforklarligt udslæt
  • Lavt immunforsvar
Sprucket bröstimplantat efter explant

Bettina fik sine implantater opereret ud på Hässleholm i Sverige. Foto af kapslerne der blev skåret op EFTER udtagning (privatfotos).

SYMPTOMERNE ER VÆK 

I dag har Bettina det meget bedre. Allerede dagen efter operationen var hun ude at gå den første tur og følte luften fylde lungerne som aldrig før.

“Alle knæ- og hoftesmerter er fuldstændig væk. Min hud er blevet pænere, jeg ser bedre, min hukommelse virker bedre, al den her stress og angstfølelse i kroppen er dæmpet betydeligt, og jeg sover aldrig mere om eftermiddagen. Stort set alle symptomer er væk – er i hvert fald 80 procent bedre.”

For Bettina Koch betyder brysterne ikke længere alt for hendes kvindelighed. Nu ligner hun “sig selv som 16-årig”.

“Jeg føler mig sexet med min nye barm. Også selvom det er en A-skål. Faktisk er jeg så glad for den, at jeg ikke engang gider gå med push-up bh,“ siger Bettina.

Annas historie

Bild på anna

Anna forlod et destruktivt forhold og afskyede sine bryster, som hun følte var for små. Et lån senere og drømmen udleves: en brystforstørrelse, som ville give hende selvtilliden igen. Nedenfor deler Anna med sine egne ord, hvordan den beslutning kom til at påvirke hendes liv….

HVORDAN DET HELE BEGYNDTE

For 16 år siden, da jeg var kommet ud et destruktivt forhold fra mit barns far, bestemte jeg mig for at få implantater. Afskyede mine små bryster, og at jeg altid skulle putte ting i bh’en, viste mig aldrig nøgen i en svømmehal eller overfor andre generelt.

Jeg lånte penge og valgte en plastikkirurgisk klinik i samme by. Størrelsen endte med en a-b skål, selvom kirurgen mente det var mere. Men jeg var så tilfreds med mine nye bryster og den selvtillid, de gav mig. MEN… 4-5 år senere, det er svært at sige helt præcist, da begyndte symptomerne at komme snigende.

TrÆningen bliVEr REN LIDELSE

Det første var, at jeg pludseligt kunne få det dårligt af træningssmerter. Jeg som altid har trænet hårdt var tvunget til at forsøge at tilpasse mig. Det blev gradvist forværret, og de seneste 5 år har jeg været tvunget til at spise muskelafslappende samt flere andre smertestillende tabletter allerede efter blot let træning, for overhovedet at orke at stå op. Alligevel slog en ekstrem træthed igennem med træningssmerterne, og jeg kunne føle mig feberramt.

Feber OG andrE symPtomER

Derefter kom der uforklarlige feberepisoder på 38-38.5, som ikke responderede på febernedsættende midler og kunne blive hængende i alt fra 1-14 dage, med både mental og fysisk træthed. Alt dette har jeg troet skyldes udbrændthed…hospitalet fandt ingen udslag i prøver, men bad mig stoppe med skiftearbejde, da søvnmanglen måske gav feber (jeg arbejdede ret meget om natten dengang).

Næste diagnose, IBS, kom efter ca. 8 år. Jeg begyndte at udelukke ting fra kosten, nogle gange blev det bedre, andre gange ikke. Jeg troede, det skyldtes stress…Ophobning af mælkesyre i muskler, som gav knuder, massage mindst en gang om måneden for overhovedet at kunne fungere rimeligt, holdt op med at styrketræne og kørte mest cykel som kondition for at slippe for træningssmerterne.

Her til sommer har jeg været meget dårlig i kroppen og hovedet uden at forstå hvorfor. Jeg har ikke noget, der stresser, børnene er flyttet ud, livet ruller, jeg trives med arbejdet (selvom jeg kun har klaret deltid i mange år pga. alle de symptomer), og jeg har en aktiv og god fritid. Bemærk, at hvis jeg spiste smertestillende tabletter og frem for alt antiinflammatoriske, så blev hjernetrætheden bedre…

DET HELE BEGYNDER MED ET LINK

En dag sendte min niece et link til siden Breast Implant Illness, og der fandt jeg en mulig årsag til mine symptomer. Jeg begyndte at læse, undersøge, reflektere, ringe til klinikker… sov på det, bestilte tid på to forskellige klinikker tre timer væk og bestemte mig. Selvom kirurgerne var lidt tvivlsomme med BII, havde jeg bestemt mig, skidtet skulle væk, og kapslen ligeså!!!

“…skidtet skulle væk, og kapslen ligeså!!!”

BII

agEN fØr explant

2/9 2020 var min dag. Min vidunderlige kæreste kørte mig afsted, kørte tre timer tilbage for at passe dyrene, vendte tilbage næste dag og hentede mig, samt kom på sygebesøg efter en uge! Han betalte også for omkostningerne. Det var ikke ham, der ville dette fra starten. Det var mig, og da vi lige havde mødtes, tog han selvfølgelig ikke den diskussion med mig.

Så, 6 UGER post-explant..

-Jeg kan træne normalt uden at skulle tage smertestillende tabletter

-Min hjernetræthed er bedre (vil måske aldrig blive helt god pga. udmattelse)

-Maven er bedre, har kunnet spise mere, som jeg kunne før

-Mere energi

Efter operationen

Jeg er så glad! Jeg havde ikke turde håbe det, men jeg er så glad for, at jeg endelig tog skidtet ud! På en eller anden måde har jeg gået rundt med en mindre betændelsestilstand (min egen hypotese), som langsomt har nedbrudt min krop. Men nu restituerer den med god pleje og kærlighed, og frem for alt er det mine egne bryster!!! //Anna

*Anna hedder egentlig noget andet og har valgt at være anonym.

 

Josefines historie om Breast Implant Illness

Josefine

I 2009 laver Josefine en brystforstørrelse. Det hun ikke ved er, at brystimplantaterne vil gøre hende syg, så syg at hun føler, at hun vil miste sit liv og efterlade sine børn uden mor. Her er Josefines beretning om, hvornår hun blev ramt af Breast Implant Illness, og hvordan hun har det i dag.

STARTEN AF SLUTNINGEN

I maj 2019 var jeg en måned fra min 30-årsdag. Glad mor til to, arbejdede på fuld tid, lidt stressende og fysiske arbejdsdage, svømmede og trænede et par gange om ugen. Trods en rimelig god fysisk stand var trætheden og den daglige hovedpine der, som jeg ganske enkelt havde lært at leve med i de seneste fem år. For alle er vel trætte om morgenen, selvom de har sovet en hel nat, alle skal vel sove eftermiddagslur, og de fleste har vel hovedpine..? I slutningen af maj begyndte jeg at få brystsmerter. Det endte i et besøg på skadestuen, hvor man udelukkede hjerteinfarkt. Venstrebrystet føles underligt, og jeg bookede dagene efter en tid hos plastikkirurgen, men de fandt ikke noget unormalt.

KRAKKET, AMBULANCEKØRSEL OG DØDSANGST

I juni faldt min verden sammen, pludseligt og uden forklaring. Brystsmerterne blev værre, jeg kunne ikke trække vejret dybt, jeg lå i fosterstilling i min seng foran en ventilator med åbent vindue, men alligevel kunne jeg ikke trække vejret. Panikken ved ikke at kunne få luft! Der blev taget blodprøver og røntgen af lungerne – jeg var “rask”. Den trykkende følelse i brystet og følelsen af ikke at kunne trække vejret er forfærdeligt, men intet i forhold til migræne og svimmelhed, som jeg også havde. Migrænen var så dårlig, at jeg kastede op, jeg lå i et sort rum og græd af smerte og kunne ikke svare, når jeg blev talt til.
Min mor ringede til ambulancen to gange og græd, fordi hun troede, at jeg var alvorligt syg og var ved at dø. Jeg forstår hende, for jeg orkede ikke engang at stå på benene pga. svimmelheden. En røntgen af hjernen blev foretaget via akutafdelingen og efterhånden også rygmarvsprøver – jeg var “rask”. Jeg var svimmel konstant, intet var nogensinde stille, og det gik knapt nok at overleve. Min hvilepuls var aldrig under 120, og lægerne gjorde ingenting ved det, jeg måtte holde op med at bruge mit aktivitetsur, for jeg ville ikke længere vide, hvad pulsen lå på.
Jeg havde sådan en dødsangst, så jeg skrev et afskedsbrev, og jeg kan ikke engang huske, hvor mange gange jeg havde ligget og skriblet
 på det, inden jeg skulle sove, for jeg var så sikker på, at jeg ikke ville vågne morgenen efter.

“SUNDHEDSSEKTOREN MISSER NOGET, OG DET BLIVER MIN DØD”

På nuværende tidspunkt har jeg levet med uforklarlig svimmelhed, vejrtrækningsbesvær og migræne i en måned. Flere symptomer begynder at dukke op:
  • synsforstyrrelser
  • føleforstyrrelser i halvdelen af ansigtet
  • kvalme
  • ingen appetit
  • ubeskrivelig sygdomsfølelse
Jeg får allergiske reaktioner, hver gang jeg spiser, og det spiller ingen rolle, hvad jeg spiser. Jeg hæver op på læberne og i svælget, jeg har konstant panik over at svulme helt op i halsen og slet ikke få luft. Jeg holder op med at spise, men jeg får alligevel allergireaktioner. Der bliver til mange besøg på skadestuen og hos lægen. Akutdosis med kortison nogle gange flere gange om dagen i nogle uger, til sidst bliver jeg taget af kortison og må gå over til allergimedicin dagligt. Sygehusvæsnet misser noget, og det føles som om, det bliver min død.
Bild på svullna läppar allergisk reaktion

Billeder af Josefines læber ved de allergiske reaktioner.

De vil ikke undersøge allergi anfaldene, da jeg formodentlig har for meget igangværende i kroppen. Jeg er begyndt at tabe ord, når jeg taler. Det bliver svært at føre en samtale med mig, og jeg glemmer det hele. Det føles, som om hjernen er holdt op med at samarbejde.

Krampeanfald på krampeanfald

Jeg får et krampeanfald og et mere, og et mere. Jeg har epilepsi, men er velmedicineret, så jeghar ikke haft krampeanfald i flere år. Jeg får lavet EEG og taget en blodprøve for at tjekke medicinen, men alt er i orden. Det eneste afvigende er min puls, så de indkalder mere personale og laver også et EKG. Jeg bliver sendt hjem, men får ingen forklaring på mine krampeanfald eller den ekstremt høje puls. Neurologen vil ikke ændre medicindosis, fordi hun har meget svært ved at tro, at min epilepsi er synderen, men jeg overtaler hende, fordi der heller ikke findes nogen anden årsag, og det føles som om, jeg snart skal dø. Jeg får flere anfald af medicinændringen og bliver i princippet dement af den nye medicin. Så tilbage til den oprindelige medicin og dosis. Og tilbage til nul.

Frisk på papiret, men dødssyg i kroppen

Bild efter fallolycka i hemmet

Pga. svimmelhed og balanceforstyrrelser falder Josefine så slemt, at hun bliver skadet og må en tur på skadestuen.

Jeg kan ikke bevæge mig fra rum til rum derhjemme uden at blive utroligt stakåndet, og svimmelheden gør, at jeg nogle gange mister balancen og falder. Får taget en masse blodprøver, da jeg nu også har tabt så meget hår, at jeg har fået bare pletter på hovedet, jeg har ondt i leddene, trætheden er uudholdelig. Jeg har mistanke om vitaminmangel, bl.a. men – jeg var rask.
Jeg tager til øre, næse, halsmodtagelse fordi jeg oplever en klump i halsen, jeg kan næsten ikke spise noget, og det føles som om det kvæler mig. Googler på oddsene for overlevelse af hals- og strubekræft, jeg er kommet til et punkt, hvor jeg er en skygge af den, jeg engang var.

Jeg har ikke længere et liv, jeg bruger mine dage i sengen, jeg savner at kunne se tv, selv at kunne købe mad, min hund bor hos mine forældre, for jeg kan ikke længere passe ham, og jeg orker ikke at være mor til mine børn. Jeg vil hellere have en kræftdiagnose, bare det holder op, for min krop orker ikke mere. Sygehuset giver mig ingen kræftdiagnose – jeg er rask. Rask, men dødssyg…

11 slags medicin som ikke hjælper

På under 5 måneder har jeg fået udskrevet 11 forskellige lægemidler for at helbrede noget, de aldrig fandt, fået lavet både smertefulde og ubehagelige undersøgelser, faret rundt til forskellige modtagelser i jagt efter et svar, kørt ambulance, brugt utallige timer på skadestuen, haft så mange besøg hos lægen. Men først en aften i slutningen af oktober ville svaret komme til mig.
 

YouTube rEddEr mit liv

Min bedste ven sender et klip på YouTube til mig, en pige som taler om Breast Implant Illness. “Lyt til det her, det er jo dig!”, siger min ven! Jeg sov slet ikke noget den nat. Jeg græd flere gange. Der er altså folk, der oplever den samme helvede som mig. Jeg bookede explant med det samme om morgenen, implantaterne skulle væk! Hvis der bare var 1% chance for, at det var dem, og jeg kunne få mit liv tilbage, så betalte jeg hvilken som helst pris. Jeg ville gøre hvad som helst. Mine pårørende troede ikke engang, at operationen kunne blive til noget, da vi kom dertil, fordi jeg var i så dårlig stand.
Sprucket bröstimplantat efter explant

Billede af det ødelagte implantat direkte efter explant.

ImplantateREN BLEV opererET UD

Men den 19. november 2019 vågner jeg op af narkosen med et dræn, der hænger ud af mit venstre bryst, og jeg får besked om, at det brystimplantatet var i sørgelig stand. Et 6 år gammelt Mentor-implantat, som er gået i stykker. Jeg tror, at jeg har været syg i Breast Implant Illness med træthed, hjernetåge og hovedpine i fem år, men at mit implantat brast i slutningen af maj, hvor jeg følte smerte og ubehag, og at jeg derefter pludselig blev syg. Kroppen havde formodentlig allerede lidt længe nok og sagde nu stop.

Efter at brYstimplantateT HAR FoRLADT min krop

En uge efter explant havde jeg tabt 4 kg væske, kroppen havde været fuld af inflammation og havde samlet væske for at beskytte sig mod det ødelagte implantat, er plastikkirurgens teori. Jeg mistede hurtigt min gule hudtone, og øjnene blev klarere.
I dag er jeg ikke længere sengeliggende! Jeg er holdt op med at tage allergimedicin og får ikke længere allergianfald. Jeg behøver ikke at have en adrenalinsprøjte og kortison med mig, hver gang jeg forlader hjemmet. Jeg arbejder 50% i dag med tilpassede arbejdsopgaver, og jeg har stadig lidt svimmelhed, men den er oftest håndterbar.
Sprucket bröstimplantat efter explant

På billedet ses Josefines ene intakte implantat oog ved siden af ligger kapselvævet som omgav implantatet.

Jeg kan atter køre bil, lufte min hund, være mor, handle i forretninger og leve et fornuftigt normalt liv, selv om jeg endnu er på halv styrke. Alle de andre symptomer, jeg har haft, er væk, og det er så ufatteligt at gå fra at være sengeliggende i fem måneder og tro, at man er døende til nu at kunne gøre alle hverdagens almindelige ting igen.

HVAD VIL JEG SIGE TIL DIG, SOM HAR MISTANKE OM, AT DU ER RAMT AF BII?

Min explant reddede mit liv, og det er takket være youtube-klippet, som min bedste ven sendte mig. Jeg ønsker, at min historie kan være til hjælp for en anden derude, som er syg – men rask ifølge sundhedsvæsenet… Jeg håber, at denne hjemmeside, min og alle andres oplevelser vil hjælpe dig hen mod den beslutning, der kan give dig dit liv tilbage. 
Breast in peace /Josefine