breast implant illness

Kvinder fortæller

Her kan du læse private historier fra kvinder, der har gennemgået explant og været ramt af Breast Implant Illness. 
Tak til alle de, der er så modige at dele deres rejse med os! Vi ved, hvor meget det betyder for andre ramte at læse og lære af andre.
Vi vil så gerne have historier fra danske kvinder, så vil du dele din rejse med andre? Så send os en mail på hej@breastimplantillness.se 

Jeanettes historie

Josefine

Jeg fik mine implantater i juni 2015, da jeg var 35 år. Lige fra jeg vågnede efter operationen, elskede jeg dem! Og jeg elskede min krop og min figur for første gang i mit liv. Mine bryster passede nu til størrelsen på min korpus, og min krop så mere harmonisk og selvfølgelig feminin ud.

Men min indre stemme græd over, hvad jeg havde gjort ved mig selv, allerede på turen hjem fra hospitalet. Hvad havde jeg dog gjort… fuck! Det er bare så typisk mig at gøre ting uden at tænke over konsekvenserne, sagde en stemme i mit indre til mig.  


“DET KAN MAN JO GØRE NOGET VED”, SAGDE HAN

I teenageårene havde jeg en ubehandlet spiseforstyrrelse og nogle meget strikse spise- og motionsvaner der gjorde, at jeg ikke havde menstruation fra jeg var 16 til jeg var 20. Dette hormonelle setback har haft den indvirkning, at jeg endte ud med en mild grad af tuberøse bryster. Smalle bryster med stort mellemrum imellem dem, og en brystvorte, som er større end eller lige så bred som selve kirtelvævet.

Før jeg fik implantaterne, gik jeg ikke rigtig op i størrelsen på mine bryster. Jeg havde bare små bryster, og havde det egentlig fint med det. Jeg trænede meget, og bryster var faktisk på intet tidspunkt i min interesse, før jeg mødte min mand, da jeg var 34 år.

Hvis der var noget, jeg havde det knapt så fint med, var det min vægt og størrelsen på min korpus i forhold til mine bryster. For netop pga. mine små bryster og deres form, kom min korpus til at se stor ud i relation til brysterne. Dette var årsagen til, at jeg hadede min krop og mig selv så meget, uanset hvor god form jeg var i. Jeg følte mig fed, selvom jeg kun vejede 50-55 kg.

En aften snakkede jeg med min mand om mit selvbillede, og vi kom ind på området med størrelsen på brysterne, hvor jeg nævnte, at jeg jo havde ret små bryster, og at det fik mig til at se uharmonisk ud. ”Det kan man jo gøre noget ved”, sagde han… En sætning, der satte en gnist til en idé, som få måneder resulterede i, at jeg havde booket tid til en brystforstørrende operation.

Og fra dag 1 elskede jeg min nye krop, og jeg sluttede for første gang i mit liv fred med og kunne hvile i min krop. Brysterne var for mig det, der manglede, for at jeg kunne slippe min spise- og træningsforstyrrelse og bare begynde at nyde livet. Troede jeg…

Det første tegn på, at noget var galt, kom allerede en måned efter. Jeg fik pludselig en ekstra menstruation kun 10 dage efter den forrige. Jeg arbejdede som holistisk behandler på det tidspunkt, og jeg følte selv, jeg var ret bevidst om min krop og min livsstil. Jeg skød skylden på, at jeg jo efter operationen ikke havde trænet i en hel måned. ”Jeg har ikke prøvet at holde træningsfri så længe siden jeg var 16, så det er da bare naturligt, at hormonerne lige pludselig ikke kan finde ud af det”, tænkte jeg.

En rød streg på venstre bryst

Menstruationsuregelmæssighederne fortsatte. En måned normal, så to menstruationer i træk med ca 10 dages mellemrum, så et par normale cyklusser… Jeg kløede mig i håret, og begyndte at tage tonsvis af stærke vitaminpiller, hvilket tilsyneladende normaliserede det lidt, og jeg skød bekymringerne om årsager fra mig for en stund. 

En 7-9 måneder senere, havde jeg en periode, hvor jeg følte mig deprimeret, træt og uden energi. Jeg var ikke kommet i gang med at træne igen siden jeg havde fået implantaterne. Ikke på samme niveau som jeg trænede før i hvert fald. Jeg havde ikke haft energien, og nu begyndte min psyke virkelig at skrante. Jeg tilskrev min humørændring til den manglende motion, Jeg tvang mig afsted til en løbetur en gang om måneden eller 3 ture i fitnesscentret på en uge for så derefter ikke at være afsted i 2 måneder. Jeg havde svært ved at sætte min træning i system. ​

Jeg begyndte også at blive voldsomt øm, når jeg endelig var afsted, og begyndte at bruge mere og mere tid på lange gåture og mindre tid på decideret træning. For gåturene føltes lige så hårde for min krop, som 3 timers spinning, løb og bodypump havde føltes dengang jeg var i god form.

”Hold kæft, jeg er ved at blive gammel”, sagde jeg til mig selv. ”Nej, du er bare ved at vænne dig til et liv lidt mere tilbagetrukket efter så mange år som instruktør i fitnessverdenen”, sagde jeg også til mig selv.

En morgen i 2017 opdagede jeg en rød streg på over venstre bryst på et område af brystet, som var ømt og hævet. Sådan en streg, som når man har blodforgiftning. Jeg gik i panik og ringede til lægen, som dog blot mente, det var et udslæt. Men jeg fik alligevel taget blodprøver, som viste for lavt jern og meget lavt D-vitamin. Mine levertal var højere, end de havde været før, men stadig indenfor normalen.

D-vitamin mangel kan medføre, at man bliver øm i muskler og led… ”Det er løsningen”, tænkte jeg og begyndte at tage tilskud… Stregen på brystkassen forsvandt i løbet af en dags tid, men indeni mig lurede en frygt for noget mere alvorligt. Lymfekræft, blodforgiftning, meningitis, lungekræft, blodprop i hjertet… Min analytiske holistiske kropsnørdede hjerne kørte på overarbejde med at lede efter (og være bange for) en forklaring på mine mange smerter og stigende antal symptomer.

Problemet med Breast Implant Illness er den ”brainfog” og manglende hukommelse, det medfører. Selvom jeg satte mig for at tage diverse tilskud, glemte jeg efter få dage min mission om at genoprette mine lave vitamin- og mineraldepoter, og gled atter ned i ”sumpen”. Jeg følte min lystavle slettet hver morgen, så de gode vaner og motivationen til at fortsætte dem dag for dag løb ud i sandet. Jeg overlevede i stedet for at leve. Aftensmaden blev oftere og oftere takeaway, for overskuddet til at planlægge og gennemføre madlavningen var der sjældent.

Jeg havde siden 2009 været selvstændig massør, men måtte i 2017 erkende, at jeg var brændt ud og måtte afvikle min klinik og sende mine klienter videre til andre massører. Jeg havde ikke overskud til at behandle andre, når jeg selv følte jeg kørte på 3 eller endda kun 2 cylindere.

Jeg havde drømme om natten om at dø og vågnede flere gange op grædende med brændende smerter i brystkassen, skulderen, halsen og nakken. Jeg havde ondt i nakken og en beændende fornemmelse i hele rygsøjlen. Mit venstre næsebor begyndte at være tilstoppet hver morgen, og jeg opdagede en hævet lymfekirtel i halsen, som trykkede på spiserøret og gjorde det svært for mig at synke. Jeg blev sendt til røntgenundersøgelser af nakke og brystkasse, jeg fik lavet en gastroskopi og ultralydsundersøgelse af abdomen. Alt så normalt ud.

Sprucket bröstimplantat efter explant

Jeanette før og efter explant

Jeg troede, jeg havde fået en blodprop 

Utallige besøg hos kiropraktor og massør lindrede mine smerter kortvarigt, men hjalp ikke i længden. Kiropraktoren mente jeg havde en inflammation omkring mit brystben (Costochondritis), fordi jeg var så øm. Men hvorfor? Jeg havde hverken dårlig holdning eller ensformigt gentagende arbejde. Jeg gravede dybt i barndomstraumer for at lede efter årsager til disse fysiske manifestationer og spekulerede over, hvorfor det skulle give mig så store udfordringer.  

En dag i starten af 2018 ramlede det sammen for mig på vej til arbejde, og jeg kørte til skadestuen – overbevist om, at jeg havde fået en blodprop i hjertet eller lign. Jeg havde en jagende fornemmelse i brystet og halsen, og jeg meldte min ankomst til akutmodtagelsen grædende og bange. Men blodprøver, hjertekardiogram og røntgen af lungerne var normale. Jeg havde for meget mavesyre, sagde de. Jeg var så bange for at fejle noget alvorligt, og følte mig ikke forstået eller lyttet til af lægerne.

Min egen læge langtidssygemeldte mig med dødsangst og depression. Jeg fik tilbudt piller mod begge dele og blev henvist til en psykolog. Jeg begyndte så småt at tro på, at alle symptomerne var skabt af mit hoved, og jeg forsøgte at arbejde kognitivt med at flytte fokus fra smerterne og frygten for hele tiden at fejle noget. Jeg begyndte at meditere og dyrke yoga. Gav mig selv tid og lov til at ”være syg” og accepterede at min hjerne var kommet ind i en negativ tankespiral.

Efter et 10-dags silence meditations retreat følte jeg, at jeg havde fået kontrol over smerterne, så de ikke længere skulle styre mit liv. Jeg fik via meditation slukket for angsten, og blev i stand til at leve med alt det, min krop skreg til mig. Jeg fandt et nyt, mindre krævende og meget stille og roligt job, hvor jeg kunne tage hensyn til min krop og sinds begrænsninger. Jeg kunne simpelthen ikke rumme mennesker eller larm.

Jeg følte mig som en tom skal. Jeg følte mig ”sat af” og klar til at blive afleveret på et plejehjem. Jeg var fysisk til stede, men min hjerne stod i tomgang. Jeg sov 12 timer i døgnet, og kunne fysisk ikke klare ret meget andet end rolige gåture, blid yin yoga, meditation og masser af søvn. Jeg fik inflammation af de mindste overanstrengelser, og min krop var stresset og i konstant alarmberedskab. Jeg gik i sauna, drak litervis af bladsellerijuice og forsøgte mig med forskellige kostvaner efter udelukkelsesmetoden, men alle mine ressourcer gik på blot at overleve og klare den daglige husholdning. Min libido var forsvundet og jeg følte mig utilstrækkelig overfor min mand.

Det var et tilfælde der gjorde, at jeg en aften i 2019 faldt over Anthony William’s podcast om Breast Implant Illness. Hans forklaring om, at symptomerne forårsages af, at leveren sender enzymer ud for at bekæmpe dette fremmedlegeme gav mening for mig, og han gav vejledning til, hvordan man via kosten og tilskud kan støtte leveren og immunforsvaret bedst muligt, hvis man vælger ikke at få implantaterne fjernet af æstetiske grunde.

Jeg fandt grupperne på facebook om Breast Implant Illness, men til trods for de mange tusinde kvinders beretninger, var jeg ikke klar til at slippe mine bryster. Jeg elskede dem og min krop med dem. Jeg var villig til at betale med mit helbred for mit udseende.

Sjovt nok gjorde visheden om, at de mange mystiske symptomer skyldtes mine implantater, at jeg blev mere fortrolig med mine symptomer. Jeg indså, at smerterne, hjernetågen og den dårlige hukommelse var prisen, jeg måtte betale for den krop, jeg gerne ville have.

En dag så jeg dokumentaren ”The Bleeding Edge” på Netflix. Denne dokumentar handler om, hvad flere forskellige typer medicinske implantater gør ved kroppen, og jeg begyndte at indse, at jeg på et tidspunkt var nødt til at få mine implantater fjernet. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til den belastning, de var for min krop, uanset hvor meget jeg forsøgte at støtte mit immunforsvar og min lever. Jeg kunne mærke, at jeg mentalt var udmattet helt ind til benet af denne konstante indre krigstilstand.

Jeg troede, jeg havde fået en blodprop 

Jeg gik til lægen i starten af 2020, og blev lykkeligvis henvist til plastikkirurgisk for at få mine implantater fjernet. Men ved forundersøgelsen på sygehuset fortalte lægen, at de ikke fjerner kapslen, med mindre der er tegn på BIA-ALCL. Jeg takkede ja til fjernelse af dem alligevel, og fik en tid, men så kom corona, og alle ikke livsvigtige operationer blev udskudt på ubestemt tid.

Jeg var lettet, for jeg var stadig ikke helt klar til at sige farvel til mine fortrin. Tiden gik, og jeg fik stille og roligt flere symptomer. Mine fødder begyndte at gøre ondt hver morgen. Jeg fik konstateret et ”Mortons neuroma” i min højre fod. Jeg havde urinsyregigtlignende smerter i et fingerled og et tåled. Jeg fik uforklarlige nyre-bækken betændelser. Jeg følte mig gammel og grå at se på og mine øjne mørke og uden gnist. Jeg følte at mine muskler begyndte at falde fra mine knogler – jeg havde ingen muskeltonus, og jeg kunne mærke, at min krop var i forfald.

Jeg havde svært ved at beslutte mig om, om jeg ville have dem fjernet eller ej. Den ene dag ville jeg have dem fjernet, den næste dag negligerede jeg de mange følgevirkninger og tænkte, at jeg da godt kunne bekæmpe min krops krig imod dem.

Da de ikke-livsnødvendige operationer kom tilbage på programmet igen via det offentlige, var ventetiden lang, og til sidst kunne jeg ikke vente længere. Desuden ville jeg havde kapslen ud, for jo mere jeg læste og hørte fra andre kvinder med BII, jo vigtigere blev det for mig at få kapslerne ud. Koste hvad det koste vil, bookede jeg tid til forundersøgelse i juni 2021 på et privathospital hos Janne Horn, tog et lån, og en uge senere, lagde jeg mig under kniven til en bloc fjernelse samt stort brystløft.

Med det samme jeg vågnede fra operationen, kunne jeg mærke en byrde forsvundet fra min krop. Ikke bare pga. de 2 x 300 ml poser, som nu var væk. Og heller ikke pga. morfinen og den gode cocktail af piller, jeg var dopet med. Nej, jeg kunne – trods det ret voldsomme indgreb, som en en bloc fjernelse og et brystløft er – mærke, at hele min krop føltes rolig og let. Krigen var slut.

Jeg har ikke haft ondt i foden eller nogle af mine led en eneste gang siden. Mine øjne er blevet mere klare og min livsgnist er tilbage. Min hud er blevet glattere og jeg har tabt en del af den væske, som havde hobet sig op i mine ben.

Det er nu snart 3 måneder siden operationen, og jeg er begyndt at kunne træne igen uden at være hæmmet efter brystløftet. Jeg kan tydeligt se, at mine muskler responderer på træningen på en måde, som jeg ikke har gjort i de 6 år, mens jeg havde implantaterne. Min muskeltonus og volumen kommer stille og roligt igen, og de 3 menstruationer jeg har haft siden operationen, er kommet ”på klokkeslæt” ligesom min cyklus var før jeg fik implantater.

Jeg oplever kun det, som andre kvinder beskriver som ”detox waves”, hvis jeg drikker alkohol eller bliver stærkt dehydreret – som når jeg har været i sauna og ikke har drukket nok vand efterfølgende. Blot ét glas vin giver mig en dirren i hele kroppen hele den efterfølgende dag, så jeg kan mærke, at min krop endnu ikke er stærk nok til det setback, som alkohol giver helbreddet

. Mit humør er også blevet bedre. Jeg føler mig levende igen, og jeg er i stand til at deltage i sociale begivenheder uden at skulle lukke mig inde i et mørkt rum, når jeg kommet hjem bagefter.

Det tog mig et par år, fra jeg lærte om BII til jeg var ”moden” til at prioritere mit fysiske og mentale helbred højere end mit udseende. Jeg forstår godt, hvorfor kvinder får og beholder deres implantater. Der gives jo ingen garanti for, at fjernelse af implantaterne (og kapslerne) afhjælper symptomerne. Jeg tror jeg har fået det bedre så hurtigt, fordi jeg, siden jeg var teenager, har gået rigtig meget op i min krop, kost og træning. Jeg har holdt mig fra langt de fleste forarbejdede fødevarer og tilsætningsstoffer og har taget et bevidst valg om at spise sundt og primært økologisk.

Jeg har holdt mig fra at ryge og drikke alkohol, og jeg har altid passet min skønhedssøvn. Jeg har trænet tusindvis af timer for at opnå en stærk krop. Jeg har altid – før jeg fik implantaterne – fået at vide, at jeg så meget yngre ud end min alder.

Jeg har overlevet med BII og har fået det bedre så hurtigt, fordi jeg i tågerne med BII, om end sporadisk, har spist tilskud og så vidt overskuddet var der, har undgået de værste helbredsmæssige syndere. Jeg har dyrket yoga, gået lange ture, været i sauna og givet min krop og mit sind redskaber til at komme igennem krigen.

Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og hvis jeg havde haft den viden om, hvad implantater gør ved krop og helbred, som jeg har i dag, ville jeg aldrig have fået lavet en BFO. Jeg ville ønske jeg havde været oplevelsen foruden. Ønske, at jeg dengang var klogere og mere kritisk med, hvad jeg kom i min krop. Men hvis jeg ikke havde haft implantater og BII, havde jeg ikke den kropslige indsigt og erfaring, som jeg har i dag. Jeg havde faktisk sågar aldrig dyrket yoga eller meditation, hvis det ikke var for BII, da det var grundet min krops signaler, at jeg begyndte at tænke nye veje, hvad angår træning og kropsbevidsthed. Og yogaen samt meditationen har lært mig så meget om mig selv, som jeg ikke ville være foruden. Så jeg har sluttet fred med, at der er en mening med alting, og at mine erfaringer og kropslige indsigter er uvurderlige. Indsigter, som jeg håber kan hjælpe flere i den proces det er, at tage beslutningen om at genvinde kontrollen over helbreddet.

Bettinas historie

Josefine

“Jeg føler mig sexet med min nye barm. Også selvom det er en A-skål. Faktisk er jeg så glad for den, at jeg ikke engang gider gå med push-up bh,“ siger Bettina. 

Men for Bettina Koch betyder brysterne ikke længere alt for hendes kvindelighed. Nu ligner hun “sig selv som 16-årig”.

SYG AF IMPLANTATER

Bettina er 53 år og bor i Faxe. Hun arbejder både som privat jordemoder i egen klinik og som jordemoder på Nykøbing Falster Sygehus. Lige siden Bettina var 20 år har små silikonepuder inde under brystmusklen været en del af Bettinas barm og krop. Brystimplantaterne er blevet udskiftet tre gange, indtil de i marts 2019 blev taget ud for bestandigt. Alle implantater har haft en lækage…

Siden midt i 1990’erne har Bettina døjet med dårlige knæ. Senere begyndte en udpræget træthed at sætte ind. Men det var først i september 2018, at Bettina for alvor mærkede, at der var noget helt galt med kroppen.
“Jeg begyndte simpelthen at blive så smadder dårlig. Og jeg kunne slet ikke forstå hvorfor.”

Der skulle gå et halvt år, før hun koblede problemerne til silikoneimplantaterne.

Hverken et langt udredningsforløb med tre forskellige kræftpakker og udtagning af lymfeknuder gjorde Bettina eller lægerne klogere. Blodprøverne var skæve og uforklarlige. Til sidst havde hun så mange smerter i knæ og hofter, at hun næsten ikke kunne gå. 

“Jeg sov flere gange om dagen og kunne stort set ikke passe mit arbejde. Alt muligt var jeg igennem, og ingen kunne fortælle mig, hvad jeg fejlede. Til sidst fik jeg at vide, at det nok var psykisk, at den var galt med mig. ”

HUN FANDt ENDELIG ÅRSAGEN…

Det tog hårdt på Bettina – også på hendes familie, der på et tidspunkt faktisk frygtede, at hun var dødssyg.

“Hun var en slukket kvinde. Der var ikke hele regnbuens farver omkring hende, som der plejede. Hun er ellers en meget smilende kvinde, der er nysgerrig på livet, men det var som om hun nærmest ændrede personlighed,” fortæller Bettinas mand gennem 26 år. 

Selvom Bettina var langt nede, gav hun ikke sådan op. Hun skrev et opslag i en Facebook-gruppe, hvor kvinder deler erfaringer med plastikkirurgi. Hun spurgte, om der var andre med brystimplantater, som havde oplevet hævede lymfekirtler. Ingen svarede på opslaget, men Bettina fik flere private henvendelser fra kvinder, der anbefalede hende at søge om optagelse i Facebookgruppen ‘Breast Implant Illness and Healing by Nicole’. 

Det første, Bettina stødte på inde på gruppen, var et opslag fra en 47-årig kvinde, der havde haft modermærkekræft på brystet. Hun havde været meget syg af sine implantater og havde fået dem fjernet.

“Der brød jeg fuldstændig hulkende sammen og tænkte: ‘Hold kæft, det er jo min historie, det der.’ “

Bettina fordybede sig fuldstændigt i alt, hvad hun kunne finde af forskning og undersøgelser omkring brystimplantater og mulige følgesygdomme. Her kom jordemodererfaringen hende til gode, og hun læste den ene patologirapport efter den anden. Alt sammen på engelsk, da der ikke var nogle danske tekster herom.    

Det tog ikke lang tid, før Bettina besluttede sig for, at nu skulle de silikoneimplantater ud. Først på året i 2019 kørte hun til forundersøgelse i Sverige på klinikken i Hässleholm, som hun havde fået anbefalet af flere kvinder via Facebook-gruppen. I marts 2019 fik hun opereret implantaterne ud.

BETTINAS SYMPTOMER

  • Ondt i knæet siden 1990’erne
  • “I perioder kunne jeg løber 12 km og lige pludselig kunne jeg ikke. Så kunne jeg ikke løbe 1 km, så fik jeg ondt i knæene. Så det er hele tiden noget, der har gået op og ned, men jeg har aldrig nogensinde forbundet det med noget som helst” 
  • Ondt i hofterne de seneste 7-8 år
  • Træthed
  • Her de sidste 10-15 år har haft brug for at sove om dagen.
  • Stress og angst – første tilfælde omkring 25 år siden (igen for 10 år og 4 år siden)
  • Hukommelsesproblemer
  • Vægtøgning de seneste 3-4 år
  • Forværring af symptomer de seneste 3-4 år
  • “Kræfterne til at træne forsvandt. Hoftesmerter tog til. Knæsmerterne blev ulidelige. Pludselig fik jeg rigtigt voldsomme knæsmerter, som gjorde, jeg troede, jeg havde en blodprop i benene.”
  • Syn blev dårligere
  • “Det kom og gik. Lige pludselig kunne jeg have dage, hvor mine briller slet ikke passede. Så kunne jeg tage dem af og se fjernsyn fuldstændig uden problemer”
  • Ondt i leddene
  • Fødder begyndte at gøre ondt
  • Hårtab
    Ondt i maven og problemer med tarmsystemet (mikroskopisk kolitis)
  • Skæve blodprøver
  • Uforklarligt udslæt
  • Lavt immunforsvar
Sprucket bröstimplantat efter explant

Bettina fik sine implantater opereret ud på Hässleholm i Sverige. Foto af kapslerne der blev skåret op EFTER udtagning (privatfotos).

SYMPTOMERNE ER VÆK 

I dag har Bettina det meget bedre. Allerede dagen efter operationen var hun ude at gå den første tur og følte luften fylde lungerne som aldrig før.

“Alle knæ- og hoftesmerter er fuldstændig væk. Min hud er blevet pænere, jeg ser bedre, min hukommelse virker bedre, al den her stress og angstfølelse i kroppen er dæmpet betydeligt, og jeg sover aldrig mere om eftermiddagen. Stort set alle symptomer er væk – er i hvert fald 80 procent bedre.”

For Bettina Koch betyder brysterne ikke længere alt for hendes kvindelighed. Nu ligner hun “sig selv som 16-årig”.

“Jeg føler mig sexet med min nye barm. Også selvom det er en A-skål. Faktisk er jeg så glad for den, at jeg ikke engang gider gå med push-up bh,“ siger Bettina.

Annas historie

Bild på anna

Anna forlod et destruktivt forhold og afskyede sine bryster, som hun følte var for små. Et lån senere og drømmen udleves: en brystforstørrelse, som ville give hende selvtilliden igen. Nedenfor deler Anna med sine egne ord, hvordan den beslutning kom til at påvirke hendes liv….

HVORDAN DET HELE BEGYNDTE

For 16 år siden, da jeg var kommet ud et destruktivt forhold fra mit barns far, bestemte jeg mig for at få implantater. Afskyede mine små bryster, og at jeg altid skulle putte ting i bh’en, viste mig aldrig nøgen i en svømmehal eller overfor andre generelt.

Jeg lånte penge og valgte en plastikkirurgisk klinik i samme by. Størrelsen endte med en a-b skål, selvom kirurgen mente det var mere. Men jeg var så tilfreds med mine nye bryster og den selvtillid, de gav mig. MEN… 4-5 år senere, det er svært at sige helt præcist, da begyndte symptomerne at komme snigende.

TrÆningen bliVEr REN LIDELSE

Det første var, at jeg pludseligt kunne få det dårligt af træningssmerter. Jeg som altid har trænet hårdt var tvunget til at forsøge at tilpasse mig. Det blev gradvist forværret, og de seneste 5 år har jeg været tvunget til at spise muskelafslappende samt flere andre smertestillende tabletter allerede efter blot let træning, for overhovedet at orke at stå op. Alligevel slog en ekstrem træthed igennem med træningssmerterne, og jeg kunne føle mig feberramt.

Feber OG andrE symPtomER

Derefter kom der uforklarlige feberepisoder på 38-38.5, som ikke responderede på febernedsættende midler og kunne blive hængende i alt fra 1-14 dage, med både mental og fysisk træthed. Alt dette har jeg troet skyldes udbrændthed…hospitalet fandt ingen udslag i prøver, men bad mig stoppe med skiftearbejde, da søvnmanglen måske gav feber (jeg arbejdede ret meget om natten dengang).

Næste diagnose, IBS, kom efter ca. 8 år. Jeg begyndte at udelukke ting fra kosten, nogle gange blev det bedre, andre gange ikke. Jeg troede, det skyldtes stress…Ophobning af mælkesyre i muskler, som gav knuder, massage mindst en gang om måneden for overhovedet at kunne fungere rimeligt, holdt op med at styrketræne og kørte mest cykel som kondition for at slippe for træningssmerterne.

Her til sommer har jeg været meget dårlig i kroppen og hovedet uden at forstå hvorfor. Jeg har ikke noget, der stresser, børnene er flyttet ud, livet ruller, jeg trives med arbejdet (selvom jeg kun har klaret deltid i mange år pga. alle de symptomer), og jeg har en aktiv og god fritid. Bemærk, at hvis jeg spiste smertestillende tabletter og frem for alt antiinflammatoriske, så blev hjernetrætheden bedre…

DET HELE BEGYNDER MED ET LINK

En dag sendte min niece et link til siden Breast Implant Illness, og der fandt jeg en mulig årsag til mine symptomer. Jeg begyndte at læse, undersøge, reflektere, ringe til klinikker… sov på det, bestilte tid på to forskellige klinikker tre timer væk og bestemte mig. Selvom kirurgerne var lidt tvivlsomme med BII, havde jeg bestemt mig, skidtet skulle væk, og kapslen ligeså!!!

“…skidtet skulle væk, og kapslen ligeså!!!”

BII

agEN fØr explant

2/9 2020 var min dag. Min vidunderlige kæreste kørte mig afsted, kørte tre timer tilbage for at passe dyrene, vendte tilbage næste dag og hentede mig, samt kom på sygebesøg efter en uge! Han betalte også for omkostningerne. Det var ikke ham, der ville dette fra starten. Det var mig, og da vi lige havde mødtes, tog han selvfølgelig ikke den diskussion med mig.

Så, 6 UGER post-explant..

-Jeg kan træne normalt uden at skulle tage smertestillende tabletter

-Min hjernetræthed er bedre (vil måske aldrig blive helt god pga. udmattelse)

-Maven er bedre, har kunnet spise mere, som jeg kunne før

-Mere energi

Efter operationen

Jeg er så glad! Jeg havde ikke turde håbe det, men jeg er så glad for, at jeg endelig tog skidtet ud! På en eller anden måde har jeg gået rundt med en mindre betændelsestilstand (min egen hypotese), som langsomt har nedbrudt min krop. Men nu restituerer den med god pleje og kærlighed, og frem for alt er det mine egne bryster!!! //Anna

*Anna hedder egentlig noget andet og har valgt at være anonym.

 

Josefines historie om Breast Implant Illness

Josefine

I 2009 laver Josefine en brystforstørrelse. Det hun ikke ved er, at brystimplantaterne vil gøre hende syg, så syg at hun føler, at hun vil miste sit liv og efterlade sine børn uden mor. Her er Josefines beretning om, hvornår hun blev ramt af Breast Implant Illness, og hvordan hun har det i dag.

STARTEN AF SLUTNINGEN

I maj 2019 var jeg en måned fra min 30-årsdag. Glad mor til to, arbejdede på fuld tid, lidt stressende og fysiske arbejdsdage, svømmede og trænede et par gange om ugen. Trods en rimelig god fysisk stand var trætheden og den daglige hovedpine der, som jeg ganske enkelt havde lært at leve med i de seneste fem år. For alle er vel trætte om morgenen, selvom de har sovet en hel nat, alle skal vel sove eftermiddagslur, og de fleste har vel hovedpine..? I slutningen af maj begyndte jeg at få brystsmerter. Det endte i et besøg på skadestuen, hvor man udelukkede hjerteinfarkt. Venstrebrystet føles underligt, og jeg bookede dagene efter en tid hos plastikkirurgen, men de fandt ikke noget unormalt.

KRAKKET, AMBULANCEKØRSEL OG DØDSANGST

I juni faldt min verden sammen, pludseligt og uden forklaring. Brystsmerterne blev værre, jeg kunne ikke trække vejret dybt, jeg lå i fosterstilling i min seng foran en ventilator med åbent vindue, men alligevel kunne jeg ikke trække vejret. Panikken ved ikke at kunne få luft! Der blev taget blodprøver og røntgen af lungerne – jeg var “rask”. Den trykkende følelse i brystet og følelsen af ikke at kunne trække vejret er forfærdeligt, men intet i forhold til migræne og svimmelhed, som jeg også havde. Migrænen var så dårlig, at jeg kastede op, jeg lå i et sort rum og græd af smerte og kunne ikke svare, når jeg blev talt til.
Min mor ringede til ambulancen to gange og græd, fordi hun troede, at jeg var alvorligt syg og var ved at dø. Jeg forstår hende, for jeg orkede ikke engang at stå på benene pga. svimmelheden. En røntgen af hjernen blev foretaget via akutafdelingen og efterhånden også rygmarvsprøver – jeg var “rask”. Jeg var svimmel konstant, intet var nogensinde stille, og det gik knapt nok at overleve. Min hvilepuls var aldrig under 120, og lægerne gjorde ingenting ved det, jeg måtte holde op med at bruge mit aktivitetsur, for jeg ville ikke længere vide, hvad pulsen lå på.
Jeg havde sådan en dødsangst, så jeg skrev et afskedsbrev, og jeg kan ikke engang huske, hvor mange gange jeg havde ligget og skriblet
 på det, inden jeg skulle sove, for jeg var så sikker på, at jeg ikke ville vågne morgenen efter.

“SUNDHEDSSEKTOREN MISSER NOGET, OG DET BLIVER MIN DØD”

På nuværende tidspunkt har jeg levet med uforklarlig svimmelhed, vejrtrækningsbesvær og migræne i en måned. Flere symptomer begynder at dukke op:
  • synsforstyrrelser
  • føleforstyrrelser i halvdelen af ansigtet
  • kvalme
  • ingen appetit
  • ubeskrivelig sygdomsfølelse
Jeg får allergiske reaktioner, hver gang jeg spiser, og det spiller ingen rolle, hvad jeg spiser. Jeg hæver op på læberne og i svælget, jeg har konstant panik over at svulme helt op i halsen og slet ikke få luft. Jeg holder op med at spise, men jeg får alligevel allergireaktioner. Der bliver til mange besøg på skadestuen og hos lægen. Akutdosis med kortison nogle gange flere gange om dagen i nogle uger, til sidst bliver jeg taget af kortison og må gå over til allergimedicin dagligt. Sygehusvæsnet misser noget, og det føles som om, det bliver min død.
Bild på svullna läppar allergisk reaktion

Billeder af Josefines læber ved de allergiske reaktioner.

De vil ikke undersøge allergi anfaldene, da jeg formodentlig har for meget igangværende i kroppen. Jeg er begyndt at tabe ord, når jeg taler. Det bliver svært at føre en samtale med mig, og jeg glemmer det hele. Det føles, som om hjernen er holdt op med at samarbejde.

Krampeanfald på krampeanfald

Jeg får et krampeanfald og et mere, og et mere. Jeg har epilepsi, men er velmedicineret, så jeghar ikke haft krampeanfald i flere år. Jeg får lavet EEG og taget en blodprøve for at tjekke medicinen, men alt er i orden. Det eneste afvigende er min puls, så de indkalder mere personale og laver også et EKG. Jeg bliver sendt hjem, men får ingen forklaring på mine krampeanfald eller den ekstremt høje puls. Neurologen vil ikke ændre medicindosis, fordi hun har meget svært ved at tro, at min epilepsi er synderen, men jeg overtaler hende, fordi der heller ikke findes nogen anden årsag, og det føles som om, jeg snart skal dø. Jeg får flere anfald af medicinændringen og bliver i princippet dement af den nye medicin. Så tilbage til den oprindelige medicin og dosis. Og tilbage til nul.

Frisk på papiret, men dødssyg i kroppen

Bild efter fallolycka i hemmet

Pga. svimmelhed og balanceforstyrrelser falder Josefine så slemt, at hun bliver skadet og må en tur på skadestuen.

Jeg kan ikke bevæge mig fra rum til rum derhjemme uden at blive utroligt stakåndet, og svimmelheden gør, at jeg nogle gange mister balancen og falder. Får taget en masse blodprøver, da jeg nu også har tabt så meget hår, at jeg har fået bare pletter på hovedet, jeg har ondt i leddene, trætheden er uudholdelig. Jeg har mistanke om vitaminmangel, bl.a. men – jeg var rask.
Jeg tager til øre, næse, halsmodtagelse fordi jeg oplever en klump i halsen, jeg kan næsten ikke spise noget, og det føles som om det kvæler mig. Googler på oddsene for overlevelse af hals- og strubekræft, jeg er kommet til et punkt, hvor jeg er en skygge af den, jeg engang var.

Jeg har ikke længere et liv, jeg bruger mine dage i sengen, jeg savner at kunne se tv, selv at kunne købe mad, min hund bor hos mine forældre, for jeg kan ikke længere passe ham, og jeg orker ikke at være mor til mine børn. Jeg vil hellere have en kræftdiagnose, bare det holder op, for min krop orker ikke mere. Sygehuset giver mig ingen kræftdiagnose – jeg er rask. Rask, men dødssyg…

11 slags medicin som ikke hjælper

På under 5 måneder har jeg fået udskrevet 11 forskellige lægemidler for at helbrede noget, de aldrig fandt, fået lavet både smertefulde og ubehagelige undersøgelser, faret rundt til forskellige modtagelser i jagt efter et svar, kørt ambulance, brugt utallige timer på skadestuen, haft så mange besøg hos lægen. Men først en aften i slutningen af oktober ville svaret komme til mig.
 

YouTube rEddEr mit liv

Min bedste ven sender et klip på YouTube til mig, en pige som taler om Breast Implant Illness. “Lyt til det her, det er jo dig!”, siger min ven! Jeg sov slet ikke noget den nat. Jeg græd flere gange. Der er altså folk, der oplever den samme helvede som mig. Jeg bookede explant med det samme om morgenen, implantaterne skulle væk! Hvis der bare var 1% chance for, at det var dem, og jeg kunne få mit liv tilbage, så betalte jeg hvilken som helst pris. Jeg ville gøre hvad som helst. Mine pårørende troede ikke engang, at operationen kunne blive til noget, da vi kom dertil, fordi jeg var i så dårlig stand.
Sprucket bröstimplantat efter explant

Billede af det ødelagte implantat direkte efter explant.

ImplantateREN BLEV opererET UD

Men den 19. november 2019 vågner jeg op af narkosen med et dræn, der hænger ud af mit venstre bryst, og jeg får besked om, at det brystimplantatet var i sørgelig stand. Et 6 år gammelt Mentor-implantat, som er gået i stykker. Jeg tror, at jeg har været syg i Breast Implant Illness med træthed, hjernetåge og hovedpine i fem år, men at mit implantat brast i slutningen af maj, hvor jeg følte smerte og ubehag, og at jeg derefter pludselig blev syg. Kroppen havde formodentlig allerede lidt længe nok og sagde nu stop.

Efter at brYstimplantateT HAR FoRLADT min krop

En uge efter explant havde jeg tabt 4 kg væske, kroppen havde været fuld af inflammation og havde samlet væske for at beskytte sig mod det ødelagte implantat, er plastikkirurgens teori. Jeg mistede hurtigt min gule hudtone, og øjnene blev klarere.
I dag er jeg ikke længere sengeliggende! Jeg er holdt op med at tage allergimedicin og får ikke længere allergianfald. Jeg behøver ikke at have en adrenalinsprøjte og kortison med mig, hver gang jeg forlader hjemmet. Jeg arbejder 50% i dag med tilpassede arbejdsopgaver, og jeg har stadig lidt svimmelhed, men den er oftest håndterbar.
Sprucket bröstimplantat efter explant

På billedet ses Josefines ene intakte implantat oog ved siden af ligger kapselvævet som omgav implantatet.

Jeg kan atter køre bil, lufte min hund, være mor, handle i forretninger og leve et fornuftigt normalt liv, selv om jeg endnu er på halv styrke. Alle de andre symptomer, jeg har haft, er væk, og det er så ufatteligt at gå fra at være sengeliggende i fem måneder og tro, at man er døende til nu at kunne gøre alle hverdagens almindelige ting igen.

HVAD VIL JEG SIGE TIL DIG, SOM HAR MISTANKE OM, AT DU ER RAMT AF BII?

Min explant reddede mit liv, og det er takket være youtube-klippet, som min bedste ven sendte mig. Jeg ønsker, at min historie kan være til hjælp for en anden derude, som er syg – men rask ifølge sundhedsvæsenet… Jeg håber, at denne hjemmeside, min og alle andres oplevelser vil hjælpe dig hen mod den beslutning, der kan give dig dit liv tilbage. 
Breast in peace /Josefine