Josefine

Jeg fik mine implantater i juni 2015, da jeg var 35 år. Lige fra jeg vågnede efter operationen, elskede jeg dem! Og jeg elskede min krop og min figur for første gang i mit liv. Mine bryster passede nu til størrelsen på min korpus, og min krop så mere harmonisk og selvfølgelig feminin ud.

Men min indre stemme græd over, hvad jeg havde gjort ved mig selv, allerede på turen hjem fra hospitalet. Hvad havde jeg dog gjort… fuck! Det er bare så typisk mig at gøre ting uden at tænke over konsekvenserne, sagde en stemme i mit indre til mig.  

“DET KAN MAN JO GØRE NOGET VED”, SAGDE HAN

I teenageårene havde jeg en ubehandlet spiseforstyrrelse og nogle meget strikse spise- og motionsvaner der gjorde, at jeg ikke havde menstruation fra jeg var 16 til jeg var 20. Dette hormonelle setback har haft den indvirkning, at jeg endte ud med en mild grad af tuberøse bryster. Smalle bryster med stort mellemrum imellem dem, og en brystvorte, som er større end eller lige så bred som selve kirtelvævet.

Før jeg fik implantaterne, gik jeg ikke rigtig op i størrelsen på mine bryster. Jeg havde bare små bryster, og havde det egentlig fint med det. Jeg trænede meget, og bryster var faktisk på intet tidspunkt i min interesse, før jeg mødte min mand, da jeg var 34 år.

Hvis der var noget, jeg havde det knapt så fint med, var det min vægt og størrelsen på min korpus i forhold til mine bryster. For netop pga. mine små bryster og deres form, kom min korpus til at se stor ud i relation til brysterne. Dette var årsagen til, at jeg hadede min krop og mig selv så meget, uanset hvor god form jeg var i. Jeg følte mig fed, selvom jeg kun vejede 50-55 kg.

En aften snakkede jeg med min mand om mit selvbillede, og vi kom ind på området med størrelsen på brysterne, hvor jeg nævnte, at jeg jo havde ret små bryster, og at det fik mig til at se uharmonisk ud. ”Det kan man jo gøre noget ved”, sagde han… En sætning, der satte en gnist til en idé, som få måneder resulterede i, at jeg havde booket tid til en brystforstørrende operation.

Og fra dag 1 elskede jeg min nye krop, og jeg sluttede for første gang i mit liv fred med og kunne hvile i min krop. Brysterne var for mig det, der manglede, for at jeg kunne slippe min spise- og træningsforstyrrelse og bare begynde at nyde livet. Troede jeg…

Det første tegn på, at noget var galt, kom allerede en måned efter. Jeg fik pludselig en ekstra menstruation kun 10 dage efter den forrige. Jeg arbejdede som holistisk behandler på det tidspunkt, og jeg følte selv, jeg var ret bevidst om min krop og min livsstil. Jeg skød skylden på, at jeg jo efter operationen ikke havde trænet i en hel måned. ”Jeg har ikke prøvet at holde træningsfri så længe siden jeg var 16, så det er da bare naturligt, at hormonerne lige pludselig ikke kan finde ud af det”, tænkte jeg.

En rød streg på venstre bryst

Menstruationsuregelmæssighederne fortsatte. En måned normal, så to menstruationer i træk med ca 10 dages mellemrum, så et par normale cyklusser… Jeg kløede mig i håret, og begyndte at tage tonsvis af stærke vitaminpiller, hvilket tilsyneladende normaliserede det lidt, og jeg skød bekymringerne om årsager fra mig for en stund. 

En 7-9 måneder senere, havde jeg en periode, hvor jeg følte mig deprimeret, træt og uden energi. Jeg var ikke kommet i gang med at træne igen siden jeg havde fået implantaterne. Ikke på samme niveau som jeg trænede før i hvert fald. Jeg havde ikke haft energien, og nu begyndte min psyke virkelig at skrante. Jeg tilskrev min humørændring til den manglende motion, Jeg tvang mig afsted til en løbetur en gang om måneden eller 3 ture i fitnesscentret på en uge for så derefter ikke at være afsted i 2 måneder. Jeg havde svært ved at sætte min træning i system. ​

Jeg begyndte også at blive voldsomt øm, når jeg endelig var afsted, og begyndte at bruge mere og mere tid på lange gåture og mindre tid på decideret træning. For gåturene føltes lige så hårde for min krop, som 3 timers spinning, løb og bodypump havde føltes dengang jeg var i god form.

”Hold kæft, jeg er ved at blive gammel”, sagde jeg til mig selv. ”Nej, du er bare ved at vænne dig til et liv lidt mere tilbagetrukket efter så mange år som instruktør i fitnessverdenen”, sagde jeg også til mig selv.

En morgen i 2017 opdagede jeg en rød streg på over venstre bryst på et område af brystet, som var ømt og hævet. Sådan en streg, som når man har blodforgiftning. Jeg gik i panik og ringede til lægen, som dog blot mente, det var et udslæt. Men jeg fik alligevel taget blodprøver, som viste for lavt jern og meget lavt D-vitamin. Mine levertal var højere, end de havde været før, men stadig indenfor normalen.

D-vitamin mangel kan medføre, at man bliver øm i muskler og led… ”Det er løsningen”, tænkte jeg og begyndte at tage tilskud… Stregen på brystkassen forsvandt i løbet af en dags tid, men indeni mig lurede en frygt for noget mere alvorligt. Lymfekræft, blodforgiftning, meningitis, lungekræft, blodprop i hjertet… Min analytiske holistiske kropsnørdede hjerne kørte på overarbejde med at lede efter (og være bange for) en forklaring på mine mange smerter og stigende antal symptomer.

Problemet med Breast Implant Illness er den ”brainfog” og manglende hukommelse, det medfører. Selvom jeg satte mig for at tage diverse tilskud, glemte jeg efter få dage min mission om at genoprette mine lave vitamin- og mineraldepoter, og gled atter ned i ”sumpen”. Jeg følte min lystavle slettet hver morgen, så de gode vaner og motivationen til at fortsætte dem dag for dag løb ud i sandet. Jeg overlevede i stedet for at leve. Aftensmaden blev oftere og oftere takeaway, for overskuddet til at planlægge og gennemføre madlavningen var der sjældent.

Jeg havde siden 2009 været selvstændig massør, men måtte i 2017 erkende, at jeg var brændt ud og måtte afvikle min klinik og sende mine klienter videre til andre massører. Jeg havde ikke overskud til at behandle andre, når jeg selv følte jeg kørte på 3 eller endda kun 2 cylindere.

Jeg havde drømme om natten om at dø og vågnede flere gange op grædende med brændende smerter i brystkassen, skulderen, halsen og nakken. Jeg havde ondt i nakken og en beændende fornemmelse i hele rygsøjlen. Mit venstre næsebor begyndte at være tilstoppet hver morgen, og jeg opdagede en hævet lymfekirtel i halsen, som trykkede på spiserøret og gjorde det svært for mig at synke. Jeg blev sendt til røntgenundersøgelser af nakke og brystkasse, jeg fik lavet en gastroskopi og ultralydsundersøgelse af abdomen. Alt så normalt ud.

Sprucket bröstimplantat efter explant

Jeanette før og efter explant

Jeg troede, jeg havde fået en blodprop 

Utallige besøg hos kiropraktor og massør lindrede mine smerter kortvarigt, men hjalp ikke i længden. Kiropraktoren mente jeg havde en inflammation omkring mit brystben (Costochondritis), fordi jeg var så øm. Men hvorfor? Jeg havde hverken dårlig holdning eller ensformigt gentagende arbejde. Jeg gravede dybt i barndomstraumer for at lede efter årsager til disse fysiske manifestationer og spekulerede over, hvorfor det skulle give mig så store udfordringer.  

En dag i starten af 2018 ramlede det sammen for mig på vej til arbejde, og jeg kørte til skadestuen – overbevist om, at jeg havde fået en blodprop i hjertet eller lign. Jeg havde en jagende fornemmelse i brystet og halsen, og jeg meldte min ankomst til akutmodtagelsen grædende og bange. Men blodprøver, hjertekardiogram og røntgen af lungerne var normale. Jeg havde for meget mavesyre, sagde de. Jeg var så bange for at fejle noget alvorligt, og følte mig ikke forstået eller lyttet til af lægerne.

Min egen læge langtidssygemeldte mig med dødsangst og depression. Jeg fik tilbudt piller mod begge dele og blev henvist til en psykolog. Jeg begyndte så småt at tro på, at alle symptomerne var skabt af mit hoved, og jeg forsøgte at arbejde kognitivt med at flytte fokus fra smerterne og frygten for hele tiden at fejle noget. Jeg begyndte at meditere og dyrke yoga. Gav mig selv tid og lov til at ”være syg” og accepterede at min hjerne var kommet ind i en negativ tankespiral.

Efter et 10-dags silence meditations retreat følte jeg, at jeg havde fået kontrol over smerterne, så de ikke længere skulle styre mit liv. Jeg fik via meditation slukket for angsten, og blev i stand til at leve med alt det, min krop skreg til mig. Jeg fandt et nyt, mindre krævende og meget stille og roligt job, hvor jeg kunne tage hensyn til min krop og sinds begrænsninger. Jeg kunne simpelthen ikke rumme mennesker eller larm.

Jeg følte mig som en tom skal. Jeg følte mig ”sat af” og klar til at blive afleveret på et plejehjem. Jeg var fysisk til stede, men min hjerne stod i tomgang. Jeg sov 12 timer i døgnet, og kunne fysisk ikke klare ret meget andet end rolige gåture, blid yin yoga, meditation og masser af søvn. Jeg fik inflammation af de mindste overanstrengelser, og min krop var stresset og i konstant alarmberedskab. Jeg gik i sauna, drak litervis af bladsellerijuice og forsøgte mig med forskellige kostvaner efter udelukkelsesmetoden, men alle mine ressourcer gik på blot at overleve og klare den daglige husholdning. Min libido var forsvundet og jeg følte mig utilstrækkelig overfor min mand.

Det var et tilfælde der gjorde, at jeg en aften i 2019 faldt over Anthony William’s podcast om Breast Implant Illness. Hans forklaring om, at symptomerne forårsages af, at leveren sender enzymer ud for at bekæmpe dette fremmedlegeme gav mening for mig, og han gav vejledning til, hvordan man via kosten og tilskud kan støtte leveren og immunforsvaret bedst muligt, hvis man vælger ikke at få implantaterne fjernet af æstetiske grunde.

Jeg fandt grupperne på facebook om Breast Implant Illness, men til trods for de mange tusinde kvinders beretninger, var jeg ikke klar til at slippe mine bryster. Jeg elskede dem og min krop med dem. Jeg var villig til at betale med mit helbred for mit udseende.

Sjovt nok gjorde visheden om, at de mange mystiske symptomer skyldtes mine implantater, at jeg blev mere fortrolig med mine symptomer. Jeg indså, at smerterne, hjernetågen og den dårlige hukommelse var prisen, jeg måtte betale for den krop, jeg gerne ville have.

En dag så jeg dokumentaren ”The Bleeding Edge” på Netflix. Denne dokumentar handler om, hvad flere forskellige typer medicinske implantater gør ved kroppen, og jeg begyndte at indse, at jeg på et tidspunkt var nødt til at få mine implantater fjernet. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til den belastning, de var for min krop, uanset hvor meget jeg forsøgte at støtte mit immunforsvar og min lever. Jeg kunne mærke, at jeg mentalt var udmattet helt ind til benet af denne konstante indre krigstilstand.

Jeg gik til lægen i starten af 2020, og blev lykkeligvis henvist til plastikkirurgisk for at få mine implantater fjernet. Men ved forundersøgelsen på sygehuset fortalte lægen, at de ikke fjerner kapslen, med mindre der er tegn på BIA-ALCL. Jeg takkede ja til fjernelse af dem alligevel, og fik en tid, men så kom corona, og alle ikke livsvigtige operationer blev udskudt på ubestemt tid.

Jeg var lettet, for jeg var stadig ikke helt klar til at sige farvel til mine fortrin. Tiden gik, og jeg fik stille og roligt flere symptomer. Mine fødder begyndte at gøre ondt hver morgen. Jeg fik konstateret et ”Mortons neuroma” i min højre fod. Jeg havde urinsyregigtlignende smerter i et fingerled og et tåled. Jeg fik uforklarlige nyre-bækken betændelser. Jeg følte mig gammel og grå at se på og mine øjne mørke og uden gnist. Jeg følte at mine muskler begyndte at falde fra mine knogler – jeg havde ingen muskeltonus, og jeg kunne mærke, at min krop var i forfald.

Jeg havde svært ved at beslutte mig om, om jeg ville have dem fjernet eller ej. Den ene dag ville jeg have dem fjernet, den næste dag negligerede jeg de mange følgevirkninger og tænkte, at jeg da godt kunne bekæmpe min krops krig imod dem.

Da de ikke-livsnødvendige operationer kom tilbage på programmet igen via det offentlige, var ventetiden lang, og til sidst kunne jeg ikke vente længere. Desuden ville jeg havde kapslen ud, for jo mere jeg læste og hørte fra andre kvinder med BII, jo vigtigere blev det for mig at få kapslerne ud. Koste hvad det koste vil, bookede jeg tid til forundersøgelse i juni 2021 på et privathospital hos Janne Horn, tog et lån, og en uge senere, lagde jeg mig under kniven til en bloc fjernelse samt stort brystløft.

Med det samme jeg vågnede fra operationen, kunne jeg mærke en byrde forsvundet fra min krop. Ikke bare pga. de 2 x 300 ml poser, som nu var væk. Og heller ikke pga. morfinen og den gode cocktail af piller, jeg var dopet med. Nej, jeg kunne – trods det ret voldsomme indgreb, som en en bloc fjernelse og et brystløft er – mærke, at hele min krop føltes rolig og let. Krigen var slut.

Jeg har ikke haft ondt i foden eller nogle af mine led en eneste gang siden. Mine øjne er blevet mere klare og min livsgnist er tilbage. Min hud er blevet glattere og jeg har tabt en del af den væske, som havde hobet sig op i mine ben.

Det er nu snart 3 måneder siden operationen, og jeg er begyndt at kunne træne igen uden at være hæmmet efter brystløftet. Jeg kan tydeligt se, at mine muskler responderer på træningen på en måde, som jeg ikke har gjort i de 6 år, mens jeg havde implantaterne. Min muskeltonus og volumen kommer stille og roligt igen, og de 3 menstruationer jeg har haft siden operationen, er kommet ”på klokkeslæt” ligesom min cyklus var før jeg fik implantater.

Jeg oplever kun det, som andre kvinder beskriver som ”detox waves”, hvis jeg drikker alkohol eller bliver stærkt dehydreret – som når jeg har været i sauna og ikke har drukket nok vand efterfølgende. Blot ét glas vin giver mig en dirren i hele kroppen hele den efterfølgende dag, så jeg kan mærke, at min krop endnu ikke er stærk nok til det setback, som alkohol giver helbreddet

. Mit humør er også blevet bedre. Jeg føler mig levende igen, og jeg er i stand til at deltage i sociale begivenheder uden at skulle lukke mig inde i et mørkt rum, når jeg kommet hjem bagefter.

Det tog mig et par år, fra jeg lærte om BII til jeg var ”moden” til at prioritere mit fysiske og mentale helbred højere end mit udseende. Jeg forstår godt, hvorfor kvinder får og beholder deres implantater. Der gives jo ingen garanti for, at fjernelse af implantaterne (og kapslerne) afhjælper symptomerne. Jeg tror jeg har fået det bedre så hurtigt, fordi jeg, siden jeg var teenager, har gået rigtig meget op i min krop, kost og træning. Jeg har holdt mig fra langt de fleste forarbejdede fødevarer og tilsætningsstoffer og har taget et bevidst valg om at spise sundt og primært økologisk.

Jeg har holdt mig fra at ryge og drikke alkohol, og jeg har altid passet min skønhedssøvn. Jeg har trænet tusindvis af timer for at opnå en stærk krop. Jeg har altid – før jeg fik implantaterne – fået at vide, at jeg så meget yngre ud end min alder.

Jeg har overlevet med BII og har fået det bedre så hurtigt, fordi jeg i tågerne med BII, om end sporadisk, har spist tilskud og så vidt overskuddet var der, har undgået de værste helbredsmæssige syndere. Jeg har dyrket yoga, gået lange ture, været i sauna og givet min krop og mit sind redskaber til at komme igennem krigen.

Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og hvis jeg havde haft den viden om, hvad implantater gør ved krop og helbred, som jeg har i dag, ville jeg aldrig have fået lavet en BFO. Jeg ville ønske jeg havde været oplevelsen foruden. Ønske, at jeg dengang var klogere og mere kritisk med, hvad jeg kom i min krop. Men hvis jeg ikke havde haft implantater og BII, havde jeg ikke den kropslige indsigt og erfaring, som jeg har i dag. Jeg havde faktisk sågar aldrig dyrket yoga eller meditation, hvis det ikke var for BII, da det var grundet min krops signaler, at jeg begyndte at tænke nye veje, hvad angår træning og kropsbevidsthed. Og yogaen samt meditationen har lært mig så meget om mig selv, som jeg ikke ville være foruden. Så jeg har sluttet fred med, at der er en mening med alting, og at mine erfaringer og kropslige indsigter er uvurderlige. Indsigter, som jeg håber kan hjælpe flere i den proces det er, at tage beslutningen om at genvinde kontrollen over helbreddet.