Anna forlod et destruktivt forhold og afskyede sine bryster, som hun følte var for små. Et lån senere og drømmen udleves: en brystforstørrelse, som ville give hende selvtilliden igen. Nedenfor deler Anna med sine egne ord, hvordan den beslutning kom til at påvirke hendes liv….
HVORDAN DET HELE BEGYNDTE
For 16 år siden, da jeg var kommet ud et destruktivt forhold fra mit barns far, bestemte jeg mig for at få implantater. Afskyede mine små bryster, og at jeg altid skulle putte ting i bh’en, viste mig aldrig nøgen i en svømmehal eller overfor andre generelt.
Jeg lånte penge og valgte en plastikkirurgisk klinik i samme by. Størrelsen endte med en a-b skål, selvom kirurgen mente det var mere. Men jeg var så tilfreds med mine nye bryster og den selvtillid, de gav mig. MEN… 4-5 år senere, det er svært at sige helt præcist, da begyndte symptomerne at komme snigende.
TrÆningen bliVEr REN LIDELSE
Det første var, at jeg pludseligt kunne få det dårligt af træningssmerter. Jeg som altid har trænet hårdt var tvunget til at forsøge at tilpasse mig. Det blev gradvist forværret, og de seneste 5 år har jeg været tvunget til at spise muskelafslappende samt flere andre smertestillende tabletter allerede efter blot let træning, for overhovedet at orke at stå op. Alligevel slog en ekstrem træthed igennem med træningssmerterne, og jeg kunne føle mig feberramt.
Feber OG andrE symPtomER
Derefter kom der uforklarlige feberepisoder på 38-38.5, som ikke responderede på febernedsættende midler og kunne blive hængende i alt fra 1-14 dage, med både mental og fysisk træthed. Alt dette har jeg troet skyldes udbrændthed…hospitalet fandt ingen udslag i prøver, men bad mig stoppe med skiftearbejde, da søvnmanglen måske gav feber (jeg arbejdede ret meget om natten dengang).
Næste diagnose, IBS, kom efter ca. 8 år. Jeg begyndte at udelukke ting fra kosten, nogle gange blev det bedre, andre gange ikke. Jeg troede, det skyldtes stress…Ophobning af mælkesyre i muskler, som gav knuder, massage mindst en gang om måneden for overhovedet at kunne fungere rimeligt, holdt op med at styrketræne og kørte mest cykel som kondition for at slippe for træningssmerterne.
Her til sommer har jeg været meget dårlig i kroppen og hovedet uden at forstå hvorfor. Jeg har ikke noget, der stresser, børnene er flyttet ud, livet ruller, jeg trives med arbejdet (selvom jeg kun har klaret deltid i mange år pga. alle de symptomer), og jeg har en aktiv og god fritid. Bemærk, at hvis jeg spiste smertestillende tabletter og frem for alt antiinflammatoriske, så blev hjernetrætheden bedre…
DET HELE BEGYNDER MED ET LINK
En dag sendte min niece et link til siden Breast Implant Illness, og der fandt jeg en mulig årsag til mine symptomer. Jeg begyndte at læse, undersøge, reflektere, ringe til klinikker… sov på det, bestilte tid på to forskellige klinikker tre timer væk og bestemte mig. Selvom kirurgerne var lidt tvivlsomme med BII, havde jeg bestemt mig, skidtet skulle væk, og kapslen ligeså!!!
“…skidtet skulle væk, og kapslen ligeså!!!”
agEN fØr explant
2/9 2020 var min dag. Min vidunderlige kæreste kørte mig afsted, kørte tre timer tilbage for at passe dyrene, vendte tilbage næste dag og hentede mig, samt kom på sygebesøg efter en uge! Han betalte også for omkostningerne. Det var ikke ham, der ville dette fra starten. Det var mig, og da vi lige havde mødtes, tog han selvfølgelig ikke den diskussion med mig.
Så, 6 UGER post-explant..
-Jeg kan træne normalt uden at skulle tage smertestillende tabletter
-Min hjernetræthed er bedre (vil måske aldrig blive helt god pga. udmattelse)
-Maven er bedre, har kunnet spise mere, som jeg kunne før
-Mere energi
Efter operationen
Jeg er så glad! Jeg havde ikke turde håbe det, men jeg er så glad for, at jeg endelig tog skidtet ud! På en eller anden måde har jeg gået rundt med en mindre betændelsestilstand (min egen hypotese), som langsomt har nedbrudt min krop. Men nu restituerer den med god pleje og kærlighed, og frem for alt er det mine egne bryster!!! //Anna
*Anna hedder egentlig noget andet og har valgt at være anonym.
Seneste kommentarer