I 2009 laver Josefine en brystforstørrelse. Det hun ikke ved er, at brystimplantaterne vil gøre hende syg, så syg at hun føler, at hun vil miste sit liv og efterlade sine børn uden mor. Her er Josefines beretning om, hvornår hun blev ramt af Breast Implant Illness, og hvordan hun har det i dag.
STARTEN AF SLUTNINGEN
I maj 2019 var jeg en måned fra min 30-årsdag. Glad mor til to, arbejdede på fuld tid, lidt stressende og fysiske arbejdsdage, svømmede og trænede et par gange om ugen. Trods en rimelig god fysisk stand var trætheden og den daglige hovedpine der, som jeg ganske enkelt havde lært at leve med i de seneste fem år. For alle er vel trætte om morgenen, selvom de har sovet en hel nat, alle skal vel sove eftermiddagslur, og de fleste har vel hovedpine..? I slutningen af maj begyndte jeg at få brystsmerter. Det endte i et besøg på skadestuen, hvor man udelukkede hjerteinfarkt. Venstrebrystet føles underligt, og jeg bookede dagene efter en tid hos plastikkirurgen, men de fandt ikke noget unormalt.
KRAKKET, AMBULANCEKØRSEL OG DØDSANGST
I juni faldt min verden sammen, pludseligt og uden forklaring. Brystsmerterne blev værre, jeg kunne ikke trække vejret dybt, jeg lå i fosterstilling i min seng foran en ventilator med åbent vindue, men alligevel kunne jeg ikke trække vejret. Panikken ved ikke at kunne få luft! Der blev taget blodprøver og røntgen af lungerne – jeg var “rask”. Den trykkende følelse i brystet og følelsen af ikke at kunne trække vejret er forfærdeligt, men intet i forhold til migræne og svimmelhed, som jeg også havde. Migrænen var så dårlig, at jeg kastede op, jeg lå i et sort rum og græd af smerte og kunne ikke svare, når jeg blev talt til.
Min mor ringede til ambulancen to gange og græd, fordi hun troede, at jeg var alvorligt syg og var ved at dø. Jeg forstår hende, for jeg orkede ikke engang at stå på benene pga. svimmelheden. En røntgen af hjernen blev foretaget via akutafdelingen og efterhånden også rygmarvsprøver – jeg var “rask”. Jeg var svimmel konstant, intet var nogensinde stille, og det gik knapt nok at overleve. Min hvilepuls var aldrig under 120, og lægerne gjorde ingenting ved det, jeg måtte holde op med at bruge mit aktivitetsur, for jeg ville ikke længere vide, hvad pulsen lå på.
Jeg havde sådan en dødsangst, så jeg skrev et afskedsbrev, og jeg kan ikke engang huske, hvor mange gange jeg havde ligget og skriblet på det, inden jeg skulle sove, for jeg var så sikker på, at jeg ikke ville vågne morgenen efter.
Min mor ringede til ambulancen to gange og græd, fordi hun troede, at jeg var alvorligt syg og var ved at dø. Jeg forstår hende, for jeg orkede ikke engang at stå på benene pga. svimmelheden. En røntgen af hjernen blev foretaget via akutafdelingen og efterhånden også rygmarvsprøver – jeg var “rask”. Jeg var svimmel konstant, intet var nogensinde stille, og det gik knapt nok at overleve. Min hvilepuls var aldrig under 120, og lægerne gjorde ingenting ved det, jeg måtte holde op med at bruge mit aktivitetsur, for jeg ville ikke længere vide, hvad pulsen lå på.
Jeg havde sådan en dødsangst, så jeg skrev et afskedsbrev, og jeg kan ikke engang huske, hvor mange gange jeg havde ligget og skriblet på det, inden jeg skulle sove, for jeg var så sikker på, at jeg ikke ville vågne morgenen efter.
“SUNDHEDSSEKTOREN MISSER NOGET, OG DET BLIVER MIN DØD”
På nuværende tidspunkt har jeg levet med uforklarlig svimmelhed, vejrtrækningsbesvær og migræne i en måned. Flere symptomer begynder at dukke op:
- synsforstyrrelser
- føleforstyrrelser i halvdelen af ansigtet
- kvalme
- ingen appetit
- ubeskrivelig sygdomsfølelse
Jeg får allergiske reaktioner, hver gang jeg spiser, og det spiller ingen rolle, hvad jeg spiser. Jeg hæver op på læberne og i svælget, jeg har konstant panik over at svulme helt op i halsen og slet ikke få luft. Jeg holder op med at spise, men jeg får alligevel allergireaktioner. Der bliver til mange besøg på skadestuen og hos lægen. Akutdosis med kortison nogle gange flere gange om dagen i nogle uger, til sidst bliver jeg taget af kortison og må gå over til allergimedicin dagligt. Sygehusvæsnet misser noget, og det føles som om, det bliver min død.
Billeder af Josefines læber ved de allergiske reaktioner.
De vil ikke undersøge allergi anfaldene, da jeg formodentlig har for meget igangværende i kroppen. Jeg er begyndt at tabe ord, når jeg taler. Det bliver svært at føre en samtale med mig, og jeg glemmer det hele. Det føles, som om hjernen er holdt op med at samarbejde.
Krampeanfald på krampeanfald
Jeg får et krampeanfald og et mere, og et mere. Jeg har epilepsi, men er velmedicineret, så jeghar ikke haft krampeanfald i flere år. Jeg får lavet EEG og taget en blodprøve for at tjekke medicinen, men alt er i orden. Det eneste afvigende er min puls, så de indkalder mere personale og laver også et EKG. Jeg bliver sendt hjem, men får ingen forklaring på mine krampeanfald eller den ekstremt høje puls. Neurologen vil ikke ændre medicindosis, fordi hun har meget svært ved at tro, at min epilepsi er synderen, men jeg overtaler hende, fordi der heller ikke findes nogen anden årsag, og det føles som om, jeg snart skal dø. Jeg får flere anfald af medicinændringen og bliver i princippet dement af den nye medicin. Så tilbage til den oprindelige medicin og dosis. Og tilbage til nul.
Frisk på papiret, men dødssyg i kroppen
Pga. svimmelhed og balanceforstyrrelser falder Josefine så slemt, at hun bliver skadet og må en tur på skadestuen.
Jeg kan ikke bevæge mig fra rum til rum derhjemme uden at blive utroligt stakåndet, og svimmelheden gør, at jeg nogle gange mister balancen og falder. Får taget en masse blodprøver, da jeg nu også har tabt så meget hår, at jeg har fået bare pletter på hovedet, jeg har ondt i leddene, trætheden er uudholdelig. Jeg har mistanke om vitaminmangel, bl.a. men – jeg var rask.
Jeg tager til øre, næse, halsmodtagelse fordi jeg oplever en klump i halsen, jeg kan næsten ikke spise noget, og det føles som om det kvæler mig. Googler på oddsene for overlevelse af hals- og strubekræft, jeg er kommet til et punkt, hvor jeg er en skygge af den, jeg engang var.
Jeg tager til øre, næse, halsmodtagelse fordi jeg oplever en klump i halsen, jeg kan næsten ikke spise noget, og det føles som om det kvæler mig. Googler på oddsene for overlevelse af hals- og strubekræft, jeg er kommet til et punkt, hvor jeg er en skygge af den, jeg engang var.
Jeg har ikke længere et liv, jeg bruger mine dage i sengen, jeg savner at kunne se tv, selv at kunne købe mad, min hund bor hos mine forældre, for jeg kan ikke længere passe ham, og jeg orker ikke at være mor til mine børn. Jeg vil hellere have en kræftdiagnose, bare det holder op, for min krop orker ikke mere. Sygehuset giver mig ingen kræftdiagnose – jeg er rask. Rask, men dødssyg…
11 slags medicin som ikke hjælper
På under 5 måneder har jeg fået udskrevet 11 forskellige lægemidler for at helbrede noget, de aldrig fandt, fået lavet både smertefulde og ubehagelige undersøgelser, faret rundt til forskellige modtagelser i jagt efter et svar, kørt ambulance, brugt utallige timer på skadestuen, haft så mange besøg hos lægen. Men først en aften i slutningen af oktober ville svaret komme til mig.
YouTube rEddEr mit liv
Min bedste ven sender et klip på YouTube til mig, en pige som taler om Breast Implant Illness. “Lyt til det her, det er jo dig!”, siger min ven! Jeg sov slet ikke noget den nat. Jeg græd flere gange. Der er altså folk, der oplever den samme helvede som mig. Jeg bookede explant med det samme om morgenen, implantaterne skulle væk! Hvis der bare var 1% chance for, at det var dem, og jeg kunne få mit liv tilbage, så betalte jeg hvilken som helst pris. Jeg ville gøre hvad som helst. Mine pårørende troede ikke engang, at operationen kunne blive til noget, da vi kom dertil, fordi jeg var i så dårlig stand.
Billede af det ødelagte implantat direkte efter explant.
ImplantateREN BLEV opererET UD
Men den 19. november 2019 vågner jeg op af narkosen med et dræn, der hænger ud af mit venstre bryst, og jeg får besked om, at det brystimplantatet var i sørgelig stand. Et 6 år gammelt Mentor-implantat, som er gået i stykker. Jeg tror, at jeg har været syg i Breast Implant Illness med træthed, hjernetåge og hovedpine i fem år, men at mit implantat brast i slutningen af maj, hvor jeg følte smerte og ubehag, og at jeg derefter pludselig blev syg. Kroppen havde formodentlig allerede lidt længe nok og sagde nu stop.
Efter at brYstimplantateT HAR FoRLADT min krop
En uge efter explant havde jeg tabt 4 kg væske, kroppen havde været fuld af inflammation og havde samlet væske for at beskytte sig mod det ødelagte implantat, er plastikkirurgens teori. Jeg mistede hurtigt min gule hudtone, og øjnene blev klarere.
I dag er jeg ikke længere sengeliggende! Jeg er holdt op med at tage allergimedicin og får ikke længere allergianfald. Jeg behøver ikke at have en adrenalinsprøjte og kortison med mig, hver gang jeg forlader hjemmet. Jeg arbejder 50% i dag med tilpassede arbejdsopgaver, og jeg har stadig lidt svimmelhed, men den er oftest håndterbar.
I dag er jeg ikke længere sengeliggende! Jeg er holdt op med at tage allergimedicin og får ikke længere allergianfald. Jeg behøver ikke at have en adrenalinsprøjte og kortison med mig, hver gang jeg forlader hjemmet. Jeg arbejder 50% i dag med tilpassede arbejdsopgaver, og jeg har stadig lidt svimmelhed, men den er oftest håndterbar.
På billedet ses Josefines ene intakte implantat oog ved siden af ligger kapselvævet som omgav implantatet.
Jeg kan atter køre bil, lufte min hund, være mor, handle i forretninger og leve et fornuftigt normalt liv, selv om jeg endnu er på halv styrke. Alle de andre symptomer, jeg har haft, er væk, og det er så ufatteligt at gå fra at være sengeliggende i fem måneder og tro, at man er døende til nu at kunne gøre alle hverdagens almindelige ting igen.
HVAD VIL JEG SIGE TIL DIG, SOM HAR MISTANKE OM, AT DU ER RAMT AF BII?
Min explant reddede mit liv, og det er takket være youtube-klippet, som min bedste ven sendte mig. Jeg ønsker, at min historie kan være til hjælp for en anden derude, som er syg – men rask ifølge sundhedsvæsenet… Jeg håber, at denne hjemmeside, min og alle andres oplevelser vil hjælpe dig hen mod den beslutning, der kan give dig dit liv tilbage.
Breast in peace /Josefine
Seneste kommentarer